Kulturværftet
Kulturværftet er Helsingørs store oplevelsesscene, der ligger skulder om skulder med fornemme naboer som Kronborg og M/S Museet for Søfart.
Engang var det et skibsværft og byens omdrejningspunkt. Nu er industrien skiftet ud med kultur, og Kulturværftet er stadig et af byens absolutte omdrejningspunkter med sin placering midt i Kulturhavn Kronborg.
Kulturværftet er et 13.000 kvadratmeter stort kulturhus, der rummer en række af byens kulturtilbud:
Toldkammeret
Toldkammeret er Helsingørs lille intime scene for koncerter, udstillinger og oplevelser.
Toldkammeret byder på over 200 forskellige arrangementer hvert år, og der er fællesspisning i cafeen på alle hverdage.
Den historiske bygning huser også Børnekulturcentret, hvor børn i alle aldre har mulighed for at arbejde sammen med professionelle kunstnere.
Flynderupgård
Midt i det storslåede nordsjællandske landskab ligger lystgården Flynderupgård omgivet af enge, røde græssende køer og Egebæksvangs maleriske skovbryn.
På lystgården kan du følge årets gang på nært hold, og der er aktiviteter i forbindelse med sommer- og vinterferien, Dyrenes Dag, høstmarked, kartoffelferie og meget andet godt.
Elværket
Dyk ned i den musikalske undergrund på Musikhuset Elværket og oplev byens alternative musikscene. Der er ofte rock og metal på setlisten.
Musikhuset Elværket holder til i det gamle kommunale elværk og giver primært spilleplads til alternativ amatørmusik, der ikke rigtig bliver præsenteret andre steder i Nordsjælland.
I løbet af året er der mange koncerter med bands fra ind- og udland, og der er for det meste fuld knald på de 11 øvelokaler, som Elværket stiller til rådighed for det lokale amatørmusikliv.
Læs mere på Elværkets Facebookside
Bølgen
Sociale netværk i mange forskellige udformninger er Kulturhuset Bølgens hjerte. Filmklubber, læseklubber, rejseklubber og meget mere. Der er god mulighed for at møde en masse mennesker til de over 40 forskellige arrangementer pr. halvår.
Vil du give en hånd med til arrangementerne, er der også mulighed for at melde sig som frivillig i Kulturhuset.
Fysisk ligger Bølgen skønt tæt ved vand og skov.
Kulturhus Nordvest
På Abildgaardsvej 2 i Helsingør finder du Kulturhus Nordvest.
Kulturhus Nordvest byder på keramikværksted, legehjørne til de mindste, læse- og spillekrog samt fællesspisninger, foredrag, workshops og mange andre aktiviteter.
Kulturhuset har åbent tirsdage kl. 10-16 og torsdage kl. 12-18 (med forbehold for ferie, sygdom og lign.) Derudover er huset åbent, når der er workshops og arrangementer.
Følg med i aktiviteterne på Facebook-siden
Kulturhus Syd
Kulturhus Syd står klar til at tage imod dig med bl.a. foredrag, kreative sysler og bingo.
Kunne du tænke dig at være med til at sætte dit præg på huset? Har du gode ideer til arrangementer?
Eller er du bare nysgerrig?
Kulturhus Syd ligger på Hovmarken 7 i Helsingør.