Kom helt tæt på livet i Øresund i efterårsferien/ Höstlov Har en søstjerne øjne? Hvordan føles en krabbe? Hvad gemmer sig under overfladen lige uden for Helsingør og Helsingborgs kyst? Og tør du komme helt tæt på nogle af Øresunds levende havdyr? I efterårsferien inviterer Øresundsakvariet hele familien indenfor til fodringer, levende havdyr, kreativitet, quiz og masser af oplevelser med livet i Øresund. Efterårsferien på Øresundsakvariet byder på oplevelser for både små og store havelskere. Hver dag kan gæsterne møde nogle af Øresunds fascinerende beboere, høre spændende historier om livet under overfladen og selv være med, når dyrene skal fodres. Kom med til fodring Hver hele time er der fodring i udvalgte akvarier. Undervejs fortæller Øresundsakvariets formidlingsguider sjove historier og spændende fakta om dyrene og livet i Øresund. Dagens første fodring begynder kl. 11 ved det lille rørebassin, hvor gæsterne selv kan være med til at fodre dyrene. Mærk livet i Øresund med dine egne hænder Hvordan føles dyrene fra Øresund egentlig? Kl. 12.30 og 14.30 tager akvariets formidlingsguider gæsterne med behind the scenes. Her kan børn og voksne komme helt tæt på, se og røre forskellige levende havdyr og høre om deres finurlige liv og fascinerende tilpasninger til livet under overfladen. Der er et begrænset antal pladser, så husk at skrive dig på tilmeldingslisten i billetsalget, hvis du vil med. Hvilket havdyr gemmer sig i din fantasi? Har det tre finner, kæmpestore øjne eller skæl i alle regnbuens farver? I Kreatoriet kan fantasien svømme frit. Slip fantasien løs i Kreatoriet. Kreatoriet er åbent hver dag kl. 10–16, hvor akvariets gæster kan tegne og farvelægge deres egne unikke havdyr. Besøg Vandlaboratoriet Kl. 11.30 og 15.30 kan du tage med ud og besøge Vandlaboratoriet. Her kan hele familien gå på opdagelse sammen med akvariets guider, opleve dyrene tæt på og være med til at fodre dem. Aktiviteten er åben for alle og kræver ingen tilmelding. Hvor godt kender I egentlig Øresund? Tag familien med på jagt efter svarene i Øresundsquizzen og bliv klogere på det helt særlige dyreliv, der gemmer sig lige under overfladen. Svarene findes rundt omkring i udstillingen, så her gælder det om at holde øjnene åbne. Når quizzen er færdig, kan den afleveres til en af akvariets medarbejdere. Så finder I ud af, hvor skarpe I egentlig er på livet under Øresunds overflade. Quizzen udleveres i billetsalget. Praktisk information Efterårsferie/Höstlov på Øresundsakvariet 24. oktober-1. november Åbent alle dage kl. 10.00-17.00 Entré: Voksne: 95 kr. Børn under 12 år: 75 kr. Børn 0-2 år: Gratis Vi glæder os til en efterårsferie fyldt med store og små oplevelser helt tæt på livet i Øresund.