Hornbæk Havn

Strandlegeplads med træredskaber, god plads og mulighed for krabbefangst til den ene side og badning til den anden.

Strandlegepladsen ligger på Havnevej 34 i Hornbæk.


Sommariva

Legeplads, som tager udgangspunkt i områdets historie og bl.a. fortæller historien om herskabsvillaerne ’Villa Sommariva’ og ’Villa Lappesten’ fra 1800-tallet.

Historien om Lappestens Batteriet har også været en inspiration, og legepladsen har et stort klatrestativ, der gengiver skibsdele, master og last.

Rundt omkring på legepladsen står kanoner og kanonkugler, og historien om Sundtolden er også at spotte.

Sommariva legeplads ligger på Blokhusvej 4 i Helsingør.


Strandgade

Legeplads for småbørn tæt på alle butikkerne og stationen i centrum. Her er bl.a. rutsjebane, gynge, klatrestativer og et fodboldmål. Der er bænke, der kalder på en picnic.

Strandgades legeplads ligger i Strandgade 17 i Helsingør.


Smørhullet

Legepladsen i Smørhullet (Bergmandsdalparken) er en naturpræget legeplads for småbørn med bl.a. gynge, rutsjebane, forhindringsbane og vippe. Der er ildsted og plads til at nyde madpakken. 

Legepladsen ligger i parken mellem Århusvej og Fredericiavej i Helsingør.


Nordhavnen

På Helsingør Nordhavn ligger en fin legeplads med bl.a. vipper og klatrestativ. Som nabo har legepladsen Øresundsakvariets vandlaboratorium, hvor børn og barnlige sjæle kan fange en krabbe eller to.

Legepladsen på Helsingør Nordhavn på Nordhavnsvej i Helsingør.


Kongens Have

Legeplads med rutsjebane, sandkasse og legehus tilsat en fantastisk udsigt over Øresund. Der er bænke og motionsredskaber til de voksne.

Kongens Haves legeplads ligger bag Marienlyst Slot på Marienlyst Alle 32 i Helsingør.


Teglstrup Hegn

I udkanten af Helsingør ligger en naturlegeplads. I et svagt skrånende terræn byder pladsen bl.a. på ‘jorden-er-giftig-bane’, træskulpturer, gynge og borde og bænke til at nyde madpakken.

Naturlegepladsen ligger ved golfbanen, Gl. Hellebækvej 79 i Helsingør.


Julebæk Strand

Strandlegeplads, der primært består af et stort træskib med frit udsyn over vandet.

Legepladsen ligger på stranden ved Nordre Strandvej 86E i Helsingør.


Grønnehave Strand

Smukt beliggende strandlegeplads med træskib, gynger og klatreredskaber, få meter fra Øresund.

Legepladsen ligger ved Strandpromenaden 14 i Helsingør.


Egebæksvang Skov

En lille legeplads med en vippe og bænke ligger lige i skovbrynet med udsigt til køer, skov og det legendariske suttetræ. Legepladsen ligger bag Egebæksvang Kirke på Strandvejen 340, 3060 Espergærde.

Ved bålpladsen lidt nord for Egebæksvang Kirke er der en fin klatrebane.

Ved p-pladsen lige før Skotterup ligger skovfitness-redskaberne, der også er sjove at kigge nærmere på.


Espergærde Bypark

I Espergærde Bypark, tæt ved Mørdrup Kirke og EspergærdeCentret, ligger græshoppelegepladsen. En stor, grøn græshoppe til at klatre på dominerer området, hvor særligt de mindste børn kan få en god oplevelse.


Skolestranden i Espergærde

På skolestranden i Espergærde ligger en hyggelig lille legeplads, kun et stenkast fra havet og et fint stort kastanjetræ.

Legepladsen ligger på Strandvejen overfor plejehjemmet Strandhøj.


Reberbaneparken

Lille legeplads i parken bag Skolen i Bymidten på Lundegade 17 i Helsingør.